No man’s land..

Jeg hiver endnu 1 år ud af min kalender.
Det ville være helt ok hvis jeg vidste jeg havde et langt liv foran mig, men det ved jeg ik’. Ja og hvem ved så det..!? Men det er jo sådan at de fleste sunde og raske mennesker på min alder gerne forestiller sig at have en 30-50 år at kunne se frem til. Nogle har børn og familie, andre har ikke og søger stadig kærligheden. Nogle har haft det hele men det gik i stykker. Nogle har uddannelse, andre er ikke færdige endnu. Der er dem som har et job, og der er dem som er på dagpenge eller kontanthjælp.. Mange har rejst og set verden, men en hel del har aldrig været uden for deres hood. Uanset hvad, når man er på min alder og man er sund og rask, så fylder man snart rundt og mange mener de kommende 10 år er den bedste tid i en kvindes liv. Jeg tror det nok er de færreste som går rundt og tænker “Pyha det er måske slut lige om lidt..” sådan på daglig basis!?
Nåh men i hvert fald så hiver jeg 12 måneder ud min kalender og det hele føles lidt uvirkeligt.
Det er lidt som når man rejser meget langt med tog, og toget så standser. Man sidder der, kigger ud af vinduet og betragter livet og menneskerne som vrimler forbi.. Der er fuld fart på, alle skal nå deres mål, og det skal jeg sådan set også, det er bare et andet slags mål.
Men i min kupé er der helt stille, tiden er gået i stå. På bordet står en lunken kop kaf’, og jeg når aldrig til bunds fordi den egentlig smager mere af lort end af stegt flæsk.. og selvom jeg ved det på forhånd, for sådan smager togkaffe jo bare, så køber jeg den altid alligevel, fordi det er hyggeligt. Vægge, loft og gulv er totalt lydisolerede, så jeg hører ikke den lille dreng som står og skriger fordi han ik’ kan få sin vilje. Jeg ved at han skriger, fordi hans mund står på vidt gab og han er knaldrød i hovedet af overanstrengelse! Hans mor ser træt og opgivende ud, og jeg er heldig tænker jeg, fordi jeg ikke selv havde sådan en skrigeballon. Jeg får lidt dårlig samvittighed og tænker så “Ej det jo bare et lille barn, han kan jo ikke gøre for det!”.. Men der går ikke mere end nogle få sekunder før min indre stemme hvisker “Fuuuck jeg ville blive idiot!” og “Seriøst, det må da været forældrenes egen skyld hvis deres børn evig og altid er utilfredse og tuder!?”.. Og så får jeg det lidt skidt igen, for det mener jeg jo ikke bogstaveligt! Jo jeg mener det nok lidt alligevel..
En flok unge piger går forbi, og de gestikulerer til højre og venstre og vrikker og strutter bevidst med deres attributter. Deres runde hofter og bryster er helt “nye”, de har ikke haft dem så længe endnu, og udstyret skal jo afprøves overfor det modsatte køn. De peger på den søde fyr som står og ser lidt forvirret ud.. hans hud er så hvid som sne, hans læber så røde som blod og hans hår så sort som ibenholt.. og så fniser de og bliver lidt generte når han vender sig om og bider i det forhekset æble!
Jeg får lyst til at sige til dem “Nyd det. Nu og i morgen, for i overmorgen er det forbi. Jeg glemte nemlig selv at være glad, dengang.. Nyd det for helvede!”
Men de ser mig ikke, og det gør den lille dreng og hans mor heller ik’. Min kupé er en tidsmaskine, og lige nu er den gået i stå, jeg befinder mig i Limboland, og den travle verden udenfor ligner en gammel stumfilm hvor billederne kører lidt for hurtigt forbi..