Dette er ikke en lyserød cupcake..

brystkræft

.. Nej der er intet lyserødt eller lækkert over brystkræft.
Brystkræft er ikke en sexet Sasseline i en usmagelig T-shirt som ender på bunden af klædeskabet..
Der er INTET sofistikeret ved hårtab, hedeture, smerter, tyndskid, bræk.. etcetefuckingra!

Oktober måned er for mig noget helt specielt.. Udover at være den måned på året hvor verden sætter fokus på en modbydelig sygdom som ødelægger og tager alt for mange liv, er det også den måned hvor jeg bliver ved med at overleve år efter år! Den 5 oktober er det 30 år siden jeg overlevede et overgreb. Hver 5 oktober bliver jeg mindede om “ham” og hver 5 oktober tænker jeg “SVIN.. Hvor mange små piger nåede du at gøre fortræd?! Hvor mange forældre lever med savn og sorg og uvidenhed fordi du TOG og begravede det dyrebareste de havde i et mørkt og koldt og ukendt hul?! Jeg håber du husker mig. Mig som slap væk. SVIN jeg håber du rådner op i dit eget helvede!!!”.. Håber faktisk han fik kræft i anus og døde kvalt i sit egen lort fordi den ik’ kunne komme ud den rigtige vej..
I Oktober blev jeg født for snart 40 år siden, og det er den måned min dejlige datter kom til verden, tænk at hun bliver 12, så stor min lille er!
Det er den måned General Cancer erklærede krig mod mig for 3 år siden , den måned hvor jeg om mindre end 2 uger får min ottende og sidste omgang kemo, og den måned hvor jeg også snart skal tage afsked med mine bryster..
I Oktober overlever jeg igen og igen og igen.. Men bare rolig, jeg overlever ikke kun. Jeg lever skam også. Hver dag, hvert minut.
Oktober er også et smukt farverigt tæppe af visne blade, og den sidste udendørskaf’ i solen på cafeerne.
Til sidst men ikke mindst er Oktober Halloween i Tivoli, noget min Bella og jeg vi har meget meget kært i vores små heksehjerter 😉

Dalis billeder giver 100 gange mere mening..

For få dage siden skrev jeg disse ord på min Facebook profil:

“Vildt! Jeg har kun 1 omgang kemo tilbage!? Pludselig går det bare op for mig.. Og hvordan har min lille bitte krop kunne holde til alt den gift og mishandling!? Jeg er stolt.. Taknemmelig. Nøgen. Har gamle ar på krop og sjæl. Snart amputeret.. Men jeg trækker vejret. Dybt. Det føles som om jeg har kæmpet imod General Cancer et helt liv.. Men 3 år er da også en mundfuld i min alder.. Og alligevel fløj tiden forbi! Det er langt fra overstået, rejsen er lang endnu, men snart afslutter jeg et meget tungt kapitel. Nøøøje jeg glæder mig 🙂 ”

I dag kan jeg slet ik’ begribe at jeg om 2 uger skal i kemo igen!? Ottende og sidste omgang benhård Taxotere! Jeg har det som om at jeg er blevet kørt over 7 gange af noget meget meget stort og tungt.. Jeg føler mig som den gennembanket og fladmaste omgang lidt for gammel hakkedreng der ligger og sopper i Frue Jensens stegemargarine, med drys fra den smøg som sidder klistret fast imellem hendes indskrumpet hønserøv af en mund.. Fuuuck det her ER tortur og havde jeg været bare 20 år ældre er jeg ikke sikker på jeg ville ha’ overlevet!? Jeg ligger i min seng lige nu, om 2 timer skal jeg sidde i “samtalegruppe for kræftramte” i halvanden time, og derefter skal jeg til yoga i ligeså lang tid. WTF!? Hvordan kommer jeg fra A til B?! Det helt sort. Kan dårlig nok stå oprejst, jeg er så svimmel, har fået Titanic på balancenerven AAAAAARGHH!!!

Min far kom lige ind med en artikel han synes jeg burde læse..
Overskrift: “Hundemad til kræftpatienter”
Tror jeg springer over.

dali_moma_0708_04

Lidt senere:
Klokken er jeg skulle ha’ været på Center for Krop og Kræft på Nørre allé lige nu!
Men jeg indså at jeg ikke ville formå at transportere mit levende kadaver fra A til B. Jeg må begynde at acceptere at jeg har begrænsninger, og at det er ok. Og “jeg må begynde” er ikke ensbetydende med at jeg sådan bare lige begynder på det i dag.. Men tanken kom til verden her for ca. 30 min. siden. Nu skal den bare lige lære at gå!

Side Effects:

– Træthed. Ubeskriveligt. Overgår alt andet jeg hidtil har prøvet! De små dagligdagsting virker til tider fuldkommen uoverskuelige
– Diaré
– Opkast de første par dage men ingen kvalme
– Følelsesløshed (måtte Google det ord, kan ikke stave mere..) i højre storetå
– Forvirring
– Dårlig korttidshukommelse
– Smerter hist og her
– Negleforandring ikke så slemt
– Hedeture, er evt. gået i kunstig overgangsalder.. FTW!
– Næseblod, ind imellem ud af ørerne
– Øjne som konstant løber i vand, meget besværligt når jeg cykler.. Ironisk nok er det fordi at de er tørre!?
– Let kløe dagene efter kemo
– Ømt tandkød, ikke så slemt, mine tænder har endnu ikke taget skade
– Total følelsesløs højre storetå. Kan evt. blive helt normalt igen.. eller ej!?

– På det psykiske plan: magtløshed, ensomhed, vrede, irritation, frustration, sorg..
Det positive (på det psykiske plan): Jeg føler mig stærk!!! Jeg får renset ud som aldrig før. Det er det rene feng shui det her! Jeg var god til at sige fra før, jeg bliver endnu bedre til at sætte grænser nu! Jeg var allerede begyndt at sætte stor pris på de små glæder her i livet efter min første kamp mod General Cancer.. Ak det her er jo en øjenåbner uden lige!!! Hvor andre klager over at blive 40.. glæder jeg mig sindssygt meget, for hey.. JEG LEVER!

Summa Summarum, livet er benhårdt, og jeg elsker det, for det er mit!

Farvel..

broken-friendship-quote2

“nogle gange må man ikke bare trække ud i toilettet men skifte det ud… 😦 man blir bare ret selektiv og konsekvent når man danser med livet..!..!….”
Den status opdatering står på min nye venindes side, en super sej og sjov pige, vi kæmper den samme kamp, og jeg ved lige præcist hvad den status opdatering handler om! Men aldrig havde jeg troet at jeg ville komme til at skulle tage afsked med min ældste veninde 😦
Jeg blev nød til at gøre det kort og kontant, for når det gør for ondt i hjertet må man ind imellem vælge at handle radikalt for at beskytte sig selv, og det skal vi altid huske.. at beskytte os, uanset hvor ondt det gør, hvor svært det er at tage skridtet:

-“Det må være rart med alt den opbakning når man slår sig lidt 😉
Et foto og et par ord på fb og så kører det derudad, alt imens man ikke selv har været i stand til at finde sølle 48 timer de sidste 5 mdr til at gi’ sin gamle kræftsyge veninde lidt moralsk støtte og et enkelt kram i levende person! Det er så ringe, faktisk under alt kritik! Det eneste tidspunkt du lige overvejede at komme, fandt du ud af at jeg dagen før havde været i kemo.. Og hov, så var der vist noget om at vi så ikke engang ville kunne gå ud og drikke nogle øller og så var det måske bedre at udsætte. Drikke øller?! Xxxxxxxx, cancer er ikke en fest!? Langt fra 😦
Jeg havde brug for dig! Mere end nogensinde! Jeg tiggede og bad nærmest, og det er i min situation virkelig ydmygende, for jeg ligger i forvejen ned :-(! Ikke 1 eneste lille brev/kort/blomst.. intet de sidste 5 mdr!.. Altså siden jeg blev erklæret syg.. igen!?

Jeg er så såret, skuffet og ulykkelig at ord ikke rækker! Og jeg bliver nød til at selv tage afstand nu, det er for tungt for mig, det gør for ondt 😦

Midt i den her modbydelige kamp for livet skal jeg nu også sørge over min ældste og bedste veninde! Men var du nu også det!? Det sidste jeg vil huske er den forfærdelige druktur hvor du gik amok!.. Det kunne jeg tilgive, selvom det var svært. Men ikke det her 😦

Jeg vil bede dig om at ikke kontakte mig mere, ej heller min familie. Tal pænt om mig til andre please, jeg har ikke tænkt mig at besudle nogens billede af dig! Har aldrig gjort, så godt kender du mig, det ved jeg! Gensidig respekt hvis du nogensinde har elsket mig, er det eneste jeg forventer!

Jeg ønsker dig alt held og lykke i fremtiden for dig og dine.

Xxxxxxxx”

Acces Denied!!!

access_denied

Hold da kæft.. Min økonomi er en parodi rent ud sagt! Udover at jeg ik’ engang kan søge Kræftens Bekæmpelses legat på sølle 3500 kr eller hvor meget det nu er, fordi jeg allerede har fået det sidste gang jeg var syg, har jeg lige fundet ud af at jeg fremover stort set er blacklisted fra ALT hvad der har at gøre med livsforsikringer, forsikringer i tilfælde af kritisk sygdom etc.. Jeg kan i princippet “risikere” at leve meget længere end alle de røvhuller jeg lige har haft i røret, og som med deres fine ord i camouflage fik fortalt mig at de altså ikke er så glade for folk som mig, da vi jo stort set bliver betragtet som fucking ZOMBIER med det ene ben graven AAARRGH!!!
Jeg skal nok tage revanche..
Jeg tørrer tårerne væk og sætter min hat ligeså højt som alle andre!

39 år og 11 mdr. Tillykke med livet!

For 1 år siden købte jeg 2 flybilletter til Bella og mig, destination Bali i 6 uger! Jeg havde længe ville tage ud i verden med min lille pige, som en slags belønning efter mit første sygdomsforløb. Noget sagde mig at jeg ikke kunne vente længere, selvom jeg ikke havde fået sparet sammen til de 2 mdr. som fra start af var planen, at hvis jeg gjorde det ville der måske komme forhindringer.. Godt tænkt..
Det blev da også noget af et eventyr vi aldrig nogensinde glemmer!
Nu vælter behovet/nødvendigheden for at tage væk, indover min rastløse sjæl igen! Jeg ligger her og mærker de sidste sommersolstråler på min skaldet isse, og rejsefeberen leger krible krable indenunder huden på mig, og smugler tanker ind som “hmm.. ok hvornår er min krop rask nok, det er jo ligesom den som er mit transportmiddel..!? Og hvad med penge, jeg har jo ingen..!? Hvor længe kan vi ta’ væk og hvor?!.. Og hov jeg skal jo ha’ Herceptin via drop hver tredje uge helt til maj 2014..!” osv..
Jeg kan som alle andre få lyst til ferie, til at tage væk i et par uger.. Men det her er noget helt andet. Det er mit nomadeblod som begynder at småkoge i mine årer, ikke noget jeg kan styre, ikke noget som skal styres, det er bare sådan det er, og det er ligeså vigtigt som det at drikke og spise og trække vejret for mig! Om jeg ville ha’ udviklet så stærkt et instinkt hvis jeg ikke var opvokset som en splittet gren mellem 2 kulturer, aner jeg ikke, men det er også ligemeget! Jeg lider ikke under det.. længere. Jeg elsker det!

La Pleurnicheuse!

20130905-095347.jpg

I dag skal min lille store pige heeelt alene ind til byen og gå tur på Strøget og være tween med veninderne!

Tiden flyver afsted.. og jeg glæder mig bare til at få mit liv tilbage, for herfra min sygeseng føles det efterhånden som om jeg går glip af alt for meget.
Dagene lige efter kemo er rent ud sagt modebydelige! Ingen ordentlig søvn, marerridt når jeg endelig får lukket et øje, hedeture, jeg er afkræftet.. Har dystre tanker som er så svære at kæmpe imod og som skaber dårlig samvittighed, for jeg vil bare så gerne være stærk, vise General Cancer og resten af verden at jeg er stor som et bjerg og at intet kan vælte mig! Men jeg føler mig bare så lille bitte lige nu og tårerne sprøjter ud rent ud sagt, jeg er en saltvandsfontaine og min hovedpude er ved at drukne under mig..
Men.. tiden læger alle sår ik’ sandt!? Om nogle dage vil alt det her være passé, noget diffust halløj jeg ikke vil orke beskæftige mig med.. før næste gang. Og mine kinder vil igen føles babyrunde bløde og smidige (en helt ok -bi-virkning af kemo!?)..
Forbandet spyflue forsøger at distrahere mig!..
HALLOOO din hundelortefetishist jeg forsøger faktisk at ha’ ondt af mig selv her!!!