No fucking title!

Den glubske og altædende indre smerte, monsteret der bor i mig. Ligger i fodenden af min seng og gnaver løs af mit ene ben, imens at jeg med mit andet ben forsøger at sparke det væk. Før jeg når at se mig om er jeg og hele mig væk hvis vi ikke passer på. Monsteret i mig har intet fordøjelsessytem, det har kun hoved og røv, det æder mig levende, lille bid efter lille bitte bid og skider mig ligeså hurtigt ud igen, gnasker videre og det kigger på mig med store uskyldige blødende øjne, så jeg næsten kan få ondt af mit monster og overveje at lade det fortære mig helt og aldeles og synge for det imens.. Noget i stil med “Sweet death at last. I have been waiting for you all my life. But lets not talk about the past. Now take me, and don’t ever make me go back.. Sweet bitter cherry at last.. tralalulaleeej..”
Heldigvis er jeg slet slet ikke i humør til at synge.