DEAD ZONE!!

Skrive er det eneste jeg er i stand til for tiden, så skrive vil jeg.
Mastektomi med primær rekonstruktion med expanders, overstået. Det hele gik fint. De 5 dage jeg lå på Riget gik også ganske udmærket, jeg fik Instagramet en masse for Kræftens Bekæmpelse, og det var med til at holde mig beskæftiget, og jeg fik i den forbindelse en masse søde ord fra en masse søde mennesker jeg ik’ engang kender, super hyggeligt! Jeg fik en masse besøg, en masse smukke blomster, en masse chokolade, en hel masse smertestillende.. Jeg fik tisset en helvedes masse ud igennem mit blærekateter. Jeg savner mit blærekateter. Jeg fik endnu en gang bekræftet hvor hjernedød dumkassen er og hvor god en beslutning det var at afskaffe tv for.. eeeh.. 4 år siden. Eller er det 5!? Jeg fik besøg hver eneste dag af min afdøde mormor forklædt som måge, altså ifølge min lidt specielle mor og hendes ligeså specielle tvilling ;-). For mig er en måge en måge, især når den søndag morgen, et par timer før jeg bliver udskrevet, vender røven til mig og sprøjter en ordentlig mååågekladt ud over altanen!.. Selvom.. det kunne min mormor sikkert også ha’ fundet på når jeg tænker mig godt om!?
Noget helt andet. Jeg kan ikke sige det nok: TAK til alle mine sygeplejersker, tak for omsorg, tak for kram, tak fordi I lytter, tak fordi I trøster, tak for smil og godt humør, tak fordi I griner af mine platte jokes! I giver så meget af jer selv, I er fantalastiske og vi ved godt alle sammen at I ikke ligefrem tjener en direktørløn, men alligevel er I der bare, med jeres kæmpe store hjerter! Tak.
Og så til noget helt tredje. Nedeturen startede i tirsdags. Jeg vidste godt den ville komme, alt andet ville være unormalt.. Før eller siden reagerer man, mere eller mindre voldsomt alt afhængig af hvordan man er støbt sammen. For min del handler det om afmagt og vrede mere end sorg. Sorgen må komme på et senere tidspunkt, det har jeg slet ikke tid til lige nu! Altså jeg har stort set ik’ andet end tid i og med at jeg er fanget i min egen krop og ikke har været udenfor min 2 værelses lejlighed siden jeg kom hjem. Men sorg står slet ikke på menuen endnu, sorg er ikke blevet opfundet. Nej det er frustration som fylder mig mere end noget andet, frustration over at ikke kunne bevæge mig og viden om at denne tilstand ikke vil blive meget bedre på trods af træning (pff kan man overhoved kalde de øvelser jeg har lov til at lave for træning!?) under den tid hvor de her forhutlede expanders skal sidde i. Jeg har det som om jeg sidder i den helt forkerte bus og ligegyldigt hvor meget jeg råber og skriger, så hører chaufføren mig ikke.. og jeg tror at det eneste som kan få ham til at standse, er hvis jeg vælter vognen! Med andre ord vil jeg ha’ dem ud og det kan ikke gå hurtigt nok! Jeg kan IKKE acceptere min krop som den føles nu. Noget har invaderet mig, og det “noget” voldtager mig hele døgnets 24 timer non stop! Jeg kommer heller ikke til at acceptere den med de blivende implantater, jeg ved det! Det æstetiske betyder pludselig INTET. Jeg vil bare gerne kunne få min fulde bevægelighed tilbage. Jeg vil kunne hoppe og springe og danse og strække mig heeelt ud som en kat, og dyrke yoga og klatre og cykle etc.. Jeg ved at denne tilstand “kun” er midlertidig og at det ville blive en del bedre med de der silikone proteser, men min fulde bevægelighed får jeg aldrig tilbage, og det er min forfængelighed simpelthen bare ikke stor nok til at kunne acceptere! Følelsen af at ha’ et fremmedlegeme i mig vil heller aldrig forsvinde, jeg er ikke 1 sekund i tvivl. Jeg vil sikkert også få senfølger selvom jeg bliver flad som et strygebræt, men de vil være af en hel anden karakter, som smerter evt.. Smerter kan jeg klare, smerter er til at håndtere, smerter har jeg alligevel levet med i så mange år.
Fuck altså.. Kemo var babymad ved siden af det her! Kemo arbejdede for mig, kemo var pisse arrogant men vi nåede at blive venner hvor mærkeligt det end lyder, det her har helbredsmæssigt ingen betydning what so ever, vi bliver aldrig venner!!
Jeg ved at mange kvinder ikke kan forestille sig et liv uden (kunstige) bryster efter mastektomi, deres kvindelighed ville være amputeret uden, og for dem er rekonstruktion det helt rette valg. Ik’ fordi jeg ikke vil føle mig amputeret, det gør jeg allerede, men jeg kan ikke forestille mig et liv med. Jeg var på ingen måde forberedt, og jeg tror ikke at man på forhånd kan vide helt nøjagtigt hvordan man vil tage imod disse Picasso babser her.. Jeg er chokeret over hvor lidt info jeg fik fra mine læger. En samtale som var overstået på mindre end et kvarter med fokus på selve indgrebet og de følgende dage på hospitalet mht. smerter oav.. var hvad jeg måtte nøjes med. Det virker som om de har en tendens til -og især plastikkirurgerne – at glemme at der rent faktisk findes en person indeni den krop som skal repareres. Der blev ikke taget højde for at min krop i forvejen er mørbanket efter 8 omgange benhård Taxotere. Jeg fik bla. ikke af vide at rekonstruktion udover alle de andre gener og skavanker, også giver en øget risiko for lymfødem, som jo er en livslang lidelse hvis det først opstår! Alt den info jeg sidder med nu, har jeg selv fundet på nettet, for den vejledning jeg fik på hospitalet var så minimal at jeg stort set ikke kunne bruge den til en skid! Men jeg har efterhånden googlet mig til at det virker som om der er en enten eller tendens. Jeg har læst mange beretninger om kvinder som har valgt at få fjernet deres expanders, og i dag lever de fint med deres nye flade overkrop, for det er deres. Andre “led for skønheden” og er bare så glade for deres “foobs”, som de bliver kaldt. Og så er der dem der fortæller om et langt og vellykket forløb, men hvor kroppen efter 1 års tid alligevel udstøder de blivende proteser, og så er det under kniven igen, det hele starter forfra.. For mig er det ikke det værd. Nogle ting her i livet kan man være flere år om at skulle lære, og man må dumme sig igen og igen, og ind imellem er det alligevel ikke nok. Jeg har på 8 (godt nok uendelige lange) dage lært en meget vigtig ting om mig selv. Min kvindelighed sad ikke i mine bryster, og sidder aldeles ikke i et par kunstige hvor både hud og nervebaner er beskadiget for altid, jeg kommer feks. aldrig til at kunne mærke en mands kærtegn igen, ikke der.. det er bare DEAD ZONE!!
Jeg lytter normalt altid til min mavefornemmelse, og det skulle jeg også ha’ gjort denne gang. Jeg havde jo besluttet mig for at jeg ikke ville ha’ rekonstruktion, og jeg aner rent ud sagt ik’ hvad der i sidste øjeblik fik mig til at ændre mening! Jeg aner det virkelig ikke!? Jeg har aldrig fortrudt noget i mit liv, jeg tager altid det sure med det søde.. Men det her, det fortryder jeg! En meget underlig tanke, en endnu mere underlig sætning når jeg hører den komme ud af min mund. Og jeg må nu tage konsekvensen, det var i sidste ende mit valg, ingen tvang mig, og jeg må holde ud indtil lægerne dømmer at det er forsvarligt at operere igen mht. narkose osv..

4 tanker omkring “DEAD ZONE!!

  1. Hej du
    Jeg havde det præcis som dig, da jeg fik lavet indgrebet for 3 år siden. Fremmedlegeme, invasion, død zone. Har idag 1 kunstigt “bryst”, og er flad på den anden side. Jeg valgte at stoppe der, fordi livet UDEN for hospitalet var, ja livsvigtigt for at ikke sygne hen, og føle mig som en zyborg. Det er ok nu. Det er voldsomt at finde ud af hvor meget brysterne og naturligheden er savnet og for altid er væk. Og at kvindeligheden skal opfindes eller findes, et andet sted. Overvejer en tatto, hvis strålebehandlet hud kan tåle det. Styrke til dig!

    • Det betyder så meget for mig at du skriver disse ord!! Jeg har følt mig meget alene om det her, og når jeg googler dukker der ikke særlig meget op omkring emnet, eller blot de babylyserøde historier med lykkelige slutninger Zzz.. Jeg ved endnu ikke hvad jeg ender med at gøre, jeg sidder seriøst i en følelsesmæssig rutsjebane for tiden, men på en måde er det “rart” at vide at jeg ikke er alene! Tak og jeg er glad for at læse at du er ok 🙂
      Rigtig glædelig første Advent til dig og dine ❤️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s