Hvordan tager man egentlig afsked med sine bryster?!..

20131028-220847.jpg

Noget af mig skal dø. Mine bryster skal dø.. Lige om lidt bliver de aflivet!
Så ja.. Hvordan tager man afsked?! Er det nok at jeg ligger og tuder lige nu og skriver om det?!.. Burde jeg holde en lille ceremoni måske, eller få lavet en gipsafstøbning af dem, og så male sommerfugle på?! Skal jeg skynde mig at tage en helvedes masse billeder af mig selv med mine helt egne og ægte bryster, eller er det bare selvpineri?!
FUCK hvor gør det ondt indeni lige nu! Jeg skriger lydløst og mine tårer løber om kap med hinanden ned af mine runde og bløde kemokinder.
MERDE!!!
Jeg hørte mig selv spørge sygeplejersken efter endt samtale med plastikkirurg -“Hvad gør I med mine bryster når I har skåret dem af?! Må jeg gerne få dem med hjem i et patentglas med noget konserveringsmiddel i, så de kan stå på en hylde?”.. Og jeg hørte også i selvsamme øjeblik hvor absurd og makabert det lød. Men det er jo MINE og jeg vil ikke af med dem!
Nej jeg vil virkelig IKKE af med dem 😦

Sjovt.. Det ser ud som om jeg har et kæmpe flyveøre på det foto. Det har jeg altså ik’..

TO BOOBS OR NOT TO BOOBS..

Der er sket en hel del siden sidst! Det irriterende med at holde lange skrivepauser når man samtidig har totalt kemohjerne, er at man ikke rigtig ved hvor man skal starte eller slutte!?..

Hmm.. Jo, jeg har haft min dejlige veninde fra Berlin på besøg. Hun kom en torsdag og rejste hjem om søndagen. Min far som var min sygeplejerske på dette tidspunkt blev derfor lige hjemløs i et de par dage he he.. Han tog over og sov et par nætter hos min søster og hendes (kommende) mand, men skulle alligevel rejse hjem til Frankrig om lørdagen. Det var bare så super hyggeligt at ha’ min Jenny helt for mig selv i de dage! Det trængte jeg så forfærdelig meget til.. At bare snakke, grine, snakke, grine, drikke vino og så lige snakke lidt mere.. og grine, og så også liiige drikke lidt mere vino faktisk..

Så har det været min lille store piges føsda’ ja det har så! 12 år blev hun.. Bella er en tweenager, kun 1 år tilbage til den frygtlige teenager-revolution starter! Oh My Dog.. Ha ha ha!!!

Vi har også været i Tivoli sammen med vores nye venner Sif og hendes datter Maluna, som vi lærte at kende på “Kragerup Gods” turen (Jeg har glemt om jeg har glemt at fortælle om den tur!? Og hvis jeg ikke har glemt at fortælle om den, så har jeg i hvert fald glemt at jeg har…… fortalt om den altså..). Dem kan vi bare rigtig rigtig godt li’, vi har det helt vildt sjovt sammen. Sif fik sin sidste omgang kemo den 23 okt, på Bellas føsda’, 8 dage efter min sidste kemo. Og i dag fylder Sif 48 btw..  Så vi tog simpelthen i Tivoli alle 4 for at fejre at vi nu er ude af den benhårde behandling, og så også fordi at Tivoli bare er SÅ hyggelig til Halloween 🙂

Nåh ja, havde jo også lige møde med plastikkirurg. Jenny var med mig.. Hmm det tog nok ikke mere end 10 minutter fra vi kom ind til vi var ude af døren igen. En høj, hurtigtalende, ganske sympatisk.. hunkønsnørd tog imod os. Det er vist nok hende (navnet husker jeg selvfølgelig ikke daaahh..) som skal operere mig, eller rettere sagt hun tager over når Helle, min almindelige kirurg er færdig med at amputere mig, for så at starte op med det som hedder en “primær rekonstruktion”. Det vurderede hun vil være muligt, efter at ha’ set mig uden tøj på og fremført disse ord: -“Hold da op jeg vidste at det var en kvinde på 40 jeg skulle møde, det ser du slet ikke ud til at være. Du har jo fantastiske flotte bryster.. Hmm du kan da ikke ha’ født med det maveskind!?.. Nåh har du!?.. Ja men der kan vi ikke tage noget fra, og heller ikke fra din ryg.. Hmm.. jeg tror at selvom dit højre bryst har været bestrålet kan vi gå i gang med det samme, din hud virker elastisk nok..”…… Eeeh jeg tror at når den slags kommer fra en plastikkirurg, kan man vel godt anse det for at være en mere eller mindre komplimenterende tale.. eller!? Det var faktisk hårdt at få af vide jeg har flotte bryster. Ik’ fordi jeg ikke selv synes det. Jeg har flotte bryster! Men jeg har dem jo kun til den 6 november 2013.. Det gjorde mig egentlig nok mere ked af det end noget andet 😦

Jeg har i flere dage overvejet at takke nej til rekonstruktion. Jeg er så forvirret. Det møde gik så hurtigt, jeg fik intet info eller læsestof med hjem, og har googlet til den store guldmedalje om mastektomi, brystrekonstruktionsmetoder, billeder af kvinder som har valgt det og billeder af kvinder som har valgt det fra, om evt. bivirkninger osv.. osv.. Jeg føler slet slet ikke at jeg har styr på hvad der skal ske mig lige om lidt, og det er ekstremt skræmmende! I morgen bliver jeg ringet op af min kontaktsygeplejerske fra brystkirurgisk, og de tilsender mig alle de pjecer som de glemte at give mig med hjem efter samtalen.. Ja jeg ringede til Riget her for et par timer siden, for jeg var sgu ved at gå ud af mit gode kemoskind af fortvivlelse!

Sååå to boobs or not to boobs.. that is da f*cking question!!!

 

Sidste nyt fra fronten!

Ok så nu er jeg officielt blevet voksen!.. Ej det bare gas, selvfølgelig er jeg ikke det 😀
Men jeg blev 40 i går. Wow det lyder ellers meget godt hva’.. 40! Jeg har hørt noget om at mange får en 40 års krise, noget med at de føler sig gamle og alt sådan noget pjat. Altså jeg har haft en “SHIIIIIIIIT når jeg at overhovedet at blive 40???!” krise, men det gjorde jeg HUUURRA!!! Fuck det er fedt YES YES YES, jeg synes det er et super cool tal, jeg er helt seriøst helt tosset med at være blevet 40, det rykker!!!

Nåh men bortset fra det, så var jeg til mammografi i mandags. Hmm.. jeg ved ik’ altså.. Jeg er jo et “enten eller menneske”, som har en tro hård som stål på sin egen sjette sans, og når den så ind imellem svigter kan jeg godt gå hen og blive ret så skuffet. Jeg havde sat mig for at General Cancer og hans hær var blevet totalt udryddet og at lægerne ville stå der med øjne store som tekopper og med bævrende stemme sige “Jamen.. jamen vi forstår intet! Det er jo et mirakel. Aldrig set før. Det er jo et sandt mirakel!!! Generalen er DØD!?!?……….”. Men sådan skulle det åbenbart ikke gå. Min knude er “kun” halveret. Den var 24 mm og er nu 12 mm. Og jeg har ikke været til svar endnu, men jeg går stærkt ud fra at det hele er helt normalt (der er sgu da ikke noget som er NORMALT i Cancerland!?), at resultatet er tilfredsstillende (eller er jeg nu igen bare lidt for optimist?!).
Gaaab hvor er det svært at finde den der hårfine grænse mellem det at tro for meget og ikke tro nok.. på det bedste! Jeg står med det ene ben på land og det andet i sumpen, og det kræver jo en Kong Fu mester at på den måde skulle balancere.

På fredag skal jeg til samtale hos brystkirurgisk. Det bliver spændende (eller!?). Jeg er lidt nervøs for at de ikke vil gå med til at fjerne mit venstre og indtil videre raske bryst. Så jeg er klar til at tage kampen op! Jeg nægter at skulle gå igennem det her helvede endnu en gang hvis det kan undgås. Jeg er der hvor jeg til og med overvejer at også få fjernet livmoder og co., hvis det viser sig at jeg alligevel er gået i kunstig overgangsalder. Altså sidste menstruation fik jeg d. 9 juni, og da jeg hverken er fugl eller fisk aldersmæssigt, er der stor sandsynlighed for at den ikke kommer tilbage. Jeg skal heller ikke ha’ flere børn (kræver vist nok også at man har et spermproducerende individ i sit liv..), så jeg har ikke rigtig noget at bruge dette ellers så fantastiske udstyr til længere!? Nåh men alt det vender jeg tilbage til når jeg ved mere..

Noget helt andet er: det var så anden og sidste gang jeg var til gruppeterapi for kræftramte i mandags!! Halvanden time i spændetrøje rent ud sagt. Regler mig her og regler mig der, og så må man ikke tale om dit og så må man ikke tale om dat.. Laver man humor bliver der kigget skævt til én, man må tilsyneladende helst ikke ha’ det for godt når man har CAAANCER!? Jamen fint, jeg trækker mig ud af “vi tuder med mundkurv på” gruppen.. Har endnu engang fået bekræftet at terapi og hjernedissektion osv.. bare ikke lige er noget for mig! Og så den der laaaaaangsomme “ej men jeg ved altså bedre end dig hvad der foregår indeni dit hoved fordi jeg har nemlig en psy(kopat)kolog uddannelse” måde at tale til folk på AAARRGH!!! Farvel og tak. Og det eneste hankøn på holdet kommer jeg aldeles heller ikke til at savne! Manden er stort set ikke interesseret i at lytte på andet end sit eget piv piv og ynk ynk rent ud sagt! Også ekstremt provokerende at skulle sidde og høre på at han ikke har turde se sig selv i spejlet siden operationen som har efterladt ham med et ar.. ET AR??? Hold nu kæft xxxx du sidder der omgivet af skaldede kvinder med deforme bryster, nogle af os mangler det ene, damen som sidder skråt overfor dig er fucking døende, halvdelen af os er halvt så gamle som dig, og jeg har lige siddet og fortalt hvordan jeg ikke ligefrem glæder mig til den dag hvor jeg bliver kørt ned til operationsbordet, medvidende om at når jeg vågner op igen, så ligner jeg Frankensteins brud!? Du sidder konstant og himler, puster og stønner og glor på dit ur og venter kun på at det kan blive din tur til at snakke.. Fuck du mister ik’ engang håret af den babymos af en kemoform du skal ha’ et par sjusser mere af, og alligevel føler du bare at det er meeeget mere synd for dig og at du har det meeeget hårdere end de 1,3 millioner som rammes af kræft hvert år! Klart at du er ked af det og bange, det er vi alle, men det er virkelig svært at føle sympati her! Nej jeg har sgu mere ondt af din kone..

Tid til noget kaf’..

Dette er ikke en lyserød cupcake..

brystkræft

.. Nej der er intet lyserødt eller lækkert over brystkræft.
Brystkræft er ikke en sexet Sasseline i en usmagelig T-shirt som ender på bunden af klædeskabet..
Der er INTET sofistikeret ved hårtab, hedeture, smerter, tyndskid, bræk.. etcetefuckingra!

Oktober måned er for mig noget helt specielt.. Udover at være den måned på året hvor verden sætter fokus på en modbydelig sygdom som ødelægger og tager alt for mange liv, er det også den måned hvor jeg bliver ved med at overleve år efter år! Den 5 oktober er det 30 år siden jeg overlevede et overgreb. Hver 5 oktober bliver jeg mindede om “ham” og hver 5 oktober tænker jeg “SVIN.. Hvor mange små piger nåede du at gøre fortræd?! Hvor mange forældre lever med savn og sorg og uvidenhed fordi du TOG og begravede det dyrebareste de havde i et mørkt og koldt og ukendt hul?! Jeg håber du husker mig. Mig som slap væk. SVIN jeg håber du rådner op i dit eget helvede!!!”.. Håber faktisk han fik kræft i anus og døde kvalt i sit egen lort fordi den ik’ kunne komme ud den rigtige vej..
I Oktober blev jeg født for snart 40 år siden, og det er den måned min dejlige datter kom til verden, tænk at hun bliver 12, så stor min lille er!
Det er den måned General Cancer erklærede krig mod mig for 3 år siden , den måned hvor jeg om mindre end 2 uger får min ottende og sidste omgang kemo, og den måned hvor jeg også snart skal tage afsked med mine bryster..
I Oktober overlever jeg igen og igen og igen.. Men bare rolig, jeg overlever ikke kun. Jeg lever skam også. Hver dag, hvert minut.
Oktober er også et smukt farverigt tæppe af visne blade, og den sidste udendørskaf’ i solen på cafeerne.
Til sidst men ikke mindst er Oktober Halloween i Tivoli, noget min Bella og jeg vi har meget meget kært i vores små heksehjerter 😉