39 år og 11 mdr. Tillykke med livet!

For 1 år siden købte jeg 2 flybilletter til Bella og mig, destination Bali i 6 uger! Jeg havde længe ville tage ud i verden med min lille pige, som en slags belønning efter mit første sygdomsforløb. Noget sagde mig at jeg ikke kunne vente længere, selvom jeg ikke havde fået sparet sammen til de 2 mdr. som fra start af var planen, at hvis jeg gjorde det ville der måske komme forhindringer.. Godt tænkt..
Det blev da også noget af et eventyr vi aldrig nogensinde glemmer!
Nu vælter behovet/nødvendigheden for at tage væk, indover min rastløse sjæl igen! Jeg ligger her og mærker de sidste sommersolstråler på min skaldet isse, og rejsefeberen leger krible krable indenunder huden på mig, og smugler tanker ind som “hmm.. ok hvornår er min krop rask nok, det er jo ligesom den som er mit transportmiddel..!? Og hvad med penge, jeg har jo ingen..!? Hvor længe kan vi ta’ væk og hvor?!.. Og hov jeg skal jo ha’ Herceptin via drop hver tredje uge helt til maj 2014..!” osv..
Jeg kan som alle andre få lyst til ferie, til at tage væk i et par uger.. Men det her er noget helt andet. Det er mit nomadeblod som begynder at småkoge i mine årer, ikke noget jeg kan styre, ikke noget som skal styres, det er bare sådan det er, og det er ligeså vigtigt som det at drikke og spise og trække vejret for mig! Om jeg ville ha’ udviklet så stærkt et instinkt hvis jeg ikke var opvokset som en splittet gren mellem 2 kulturer, aner jeg ikke, men det er også ligemeget! Jeg lider ikke under det.. længere. Jeg elsker det!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s