Dalis billeder giver 100 gange mere mening..

For få dage siden skrev jeg disse ord på min Facebook profil:

“Vildt! Jeg har kun 1 omgang kemo tilbage!? Pludselig går det bare op for mig.. Og hvordan har min lille bitte krop kunne holde til alt den gift og mishandling!? Jeg er stolt.. Taknemmelig. Nøgen. Har gamle ar på krop og sjæl. Snart amputeret.. Men jeg trækker vejret. Dybt. Det føles som om jeg har kæmpet imod General Cancer et helt liv.. Men 3 år er da også en mundfuld i min alder.. Og alligevel fløj tiden forbi! Det er langt fra overstået, rejsen er lang endnu, men snart afslutter jeg et meget tungt kapitel. Nøøøje jeg glæder mig 🙂 ”

I dag kan jeg slet ik’ begribe at jeg om 2 uger skal i kemo igen!? Ottende og sidste omgang benhård Taxotere! Jeg har det som om at jeg er blevet kørt over 7 gange af noget meget meget stort og tungt.. Jeg føler mig som den gennembanket og fladmaste omgang lidt for gammel hakkedreng der ligger og sopper i Frue Jensens stegemargarine, med drys fra den smøg som sidder klistret fast imellem hendes indskrumpet hønserøv af en mund.. Fuuuck det her ER tortur og havde jeg været bare 20 år ældre er jeg ikke sikker på jeg ville ha’ overlevet!? Jeg ligger i min seng lige nu, om 2 timer skal jeg sidde i “samtalegruppe for kræftramte” i halvanden time, og derefter skal jeg til yoga i ligeså lang tid. WTF!? Hvordan kommer jeg fra A til B?! Det helt sort. Kan dårlig nok stå oprejst, jeg er så svimmel, har fået Titanic på balancenerven AAAAAARGHH!!!

Min far kom lige ind med en artikel han synes jeg burde læse..
Overskrift: “Hundemad til kræftpatienter”
Tror jeg springer over.

dali_moma_0708_04

Lidt senere:
Klokken er jeg skulle ha’ været på Center for Krop og Kræft på Nørre allé lige nu!
Men jeg indså at jeg ikke ville formå at transportere mit levende kadaver fra A til B. Jeg må begynde at acceptere at jeg har begrænsninger, og at det er ok. Og “jeg må begynde” er ikke ensbetydende med at jeg sådan bare lige begynder på det i dag.. Men tanken kom til verden her for ca. 30 min. siden. Nu skal den bare lige lære at gå!

Side Effects:

– Træthed. Ubeskriveligt. Overgår alt andet jeg hidtil har prøvet! De små dagligdagsting virker til tider fuldkommen uoverskuelige
– Diaré
– Opkast de første par dage men ingen kvalme
– Følelsesløshed (måtte Google det ord, kan ikke stave mere..) i højre storetå
– Forvirring
– Dårlig korttidshukommelse
– Smerter hist og her
– Negleforandring ikke så slemt
– Hedeture, er evt. gået i kunstig overgangsalder.. FTW!
– Næseblod, ind imellem ud af ørerne
– Øjne som konstant løber i vand, meget besværligt når jeg cykler.. Ironisk nok er det fordi at de er tørre!?
– Let kløe dagene efter kemo
– Ømt tandkød, ikke så slemt, mine tænder har endnu ikke taget skade
– Total følelsesløs højre storetå. Kan evt. blive helt normalt igen.. eller ej!?

– På det psykiske plan: magtløshed, ensomhed, vrede, irritation, frustration, sorg..
Det positive (på det psykiske plan): Jeg føler mig stærk!!! Jeg får renset ud som aldrig før. Det er det rene feng shui det her! Jeg var god til at sige fra før, jeg bliver endnu bedre til at sætte grænser nu! Jeg var allerede begyndt at sætte stor pris på de små glæder her i livet efter min første kamp mod General Cancer.. Ak det her er jo en øjenåbner uden lige!!! Hvor andre klager over at blive 40.. glæder jeg mig sindssygt meget, for hey.. JEG LEVER!

Summa Summarum, livet er benhårdt, og jeg elsker det, for det er mit!

Farvel..

broken-friendship-quote2

“nogle gange må man ikke bare trække ud i toilettet men skifte det ud… 😦 man blir bare ret selektiv og konsekvent når man danser med livet..!..!….”
Den status opdatering står på min nye venindes side, en super sej og sjov pige, vi kæmper den samme kamp, og jeg ved lige præcist hvad den status opdatering handler om! Men aldrig havde jeg troet at jeg ville komme til at skulle tage afsked med min ældste veninde 😦
Jeg blev nød til at gøre det kort og kontant, for når det gør for ondt i hjertet må man ind imellem vælge at handle radikalt for at beskytte sig selv, og det skal vi altid huske.. at beskytte os, uanset hvor ondt det gør, hvor svært det er at tage skridtet:

-“Det må være rart med alt den opbakning når man slår sig lidt 😉
Et foto og et par ord på fb og så kører det derudad, alt imens man ikke selv har været i stand til at finde sølle 48 timer de sidste 5 mdr til at gi’ sin gamle kræftsyge veninde lidt moralsk støtte og et enkelt kram i levende person! Det er så ringe, faktisk under alt kritik! Det eneste tidspunkt du lige overvejede at komme, fandt du ud af at jeg dagen før havde været i kemo.. Og hov, så var der vist noget om at vi så ikke engang ville kunne gå ud og drikke nogle øller og så var det måske bedre at udsætte. Drikke øller?! Xxxxxxxx, cancer er ikke en fest!? Langt fra 😦
Jeg havde brug for dig! Mere end nogensinde! Jeg tiggede og bad nærmest, og det er i min situation virkelig ydmygende, for jeg ligger i forvejen ned :-(! Ikke 1 eneste lille brev/kort/blomst.. intet de sidste 5 mdr!.. Altså siden jeg blev erklæret syg.. igen!?

Jeg er så såret, skuffet og ulykkelig at ord ikke rækker! Og jeg bliver nød til at selv tage afstand nu, det er for tungt for mig, det gør for ondt 😦

Midt i den her modbydelige kamp for livet skal jeg nu også sørge over min ældste og bedste veninde! Men var du nu også det!? Det sidste jeg vil huske er den forfærdelige druktur hvor du gik amok!.. Det kunne jeg tilgive, selvom det var svært. Men ikke det her 😦

Jeg vil bede dig om at ikke kontakte mig mere, ej heller min familie. Tal pænt om mig til andre please, jeg har ikke tænkt mig at besudle nogens billede af dig! Har aldrig gjort, så godt kender du mig, det ved jeg! Gensidig respekt hvis du nogensinde har elsket mig, er det eneste jeg forventer!

Jeg ønsker dig alt held og lykke i fremtiden for dig og dine.

Xxxxxxxx”

Acces Denied!!!

access_denied

Hold da kæft.. Min økonomi er en parodi rent ud sagt! Udover at jeg ik’ engang kan søge Kræftens Bekæmpelses legat på sølle 3500 kr eller hvor meget det nu er, fordi jeg allerede har fået det sidste gang jeg var syg, har jeg lige fundet ud af at jeg fremover stort set er blacklisted fra ALT hvad der har at gøre med livsforsikringer, forsikringer i tilfælde af kritisk sygdom etc.. Jeg kan i princippet “risikere” at leve meget længere end alle de røvhuller jeg lige har haft i røret, og som med deres fine ord i camouflage fik fortalt mig at de altså ikke er så glade for folk som mig, da vi jo stort set bliver betragtet som fucking ZOMBIER med det ene ben graven AAARRGH!!!
Jeg skal nok tage revanche..
Jeg tørrer tårerne væk og sætter min hat ligeså højt som alle andre!

39 år og 11 mdr. Tillykke med livet!

For 1 år siden købte jeg 2 flybilletter til Bella og mig, destination Bali i 6 uger! Jeg havde længe ville tage ud i verden med min lille pige, som en slags belønning efter mit første sygdomsforløb. Noget sagde mig at jeg ikke kunne vente længere, selvom jeg ikke havde fået sparet sammen til de 2 mdr. som fra start af var planen, at hvis jeg gjorde det ville der måske komme forhindringer.. Godt tænkt..
Det blev da også noget af et eventyr vi aldrig nogensinde glemmer!
Nu vælter behovet/nødvendigheden for at tage væk, indover min rastløse sjæl igen! Jeg ligger her og mærker de sidste sommersolstråler på min skaldet isse, og rejsefeberen leger krible krable indenunder huden på mig, og smugler tanker ind som “hmm.. ok hvornår er min krop rask nok, det er jo ligesom den som er mit transportmiddel..!? Og hvad med penge, jeg har jo ingen..!? Hvor længe kan vi ta’ væk og hvor?!.. Og hov jeg skal jo ha’ Herceptin via drop hver tredje uge helt til maj 2014..!” osv..
Jeg kan som alle andre få lyst til ferie, til at tage væk i et par uger.. Men det her er noget helt andet. Det er mit nomadeblod som begynder at småkoge i mine årer, ikke noget jeg kan styre, ikke noget som skal styres, det er bare sådan det er, og det er ligeså vigtigt som det at drikke og spise og trække vejret for mig! Om jeg ville ha’ udviklet så stærkt et instinkt hvis jeg ikke var opvokset som en splittet gren mellem 2 kulturer, aner jeg ikke, men det er også ligemeget! Jeg lider ikke under det.. længere. Jeg elsker det!

La Pleurnicheuse!

20130905-095347.jpg

I dag skal min lille store pige heeelt alene ind til byen og gå tur på Strøget og være tween med veninderne!

Tiden flyver afsted.. og jeg glæder mig bare til at få mit liv tilbage, for herfra min sygeseng føles det efterhånden som om jeg går glip af alt for meget.
Dagene lige efter kemo er rent ud sagt modebydelige! Ingen ordentlig søvn, marerridt når jeg endelig får lukket et øje, hedeture, jeg er afkræftet.. Har dystre tanker som er så svære at kæmpe imod og som skaber dårlig samvittighed, for jeg vil bare så gerne være stærk, vise General Cancer og resten af verden at jeg er stor som et bjerg og at intet kan vælte mig! Men jeg føler mig bare så lille bitte lige nu og tårerne sprøjter ud rent ud sagt, jeg er en saltvandsfontaine og min hovedpude er ved at drukne under mig..
Men.. tiden læger alle sår ik’ sandt!? Om nogle dage vil alt det her være passé, noget diffust halløj jeg ikke vil orke beskæftige mig med.. før næste gang. Og mine kinder vil igen føles babyrunde bløde og smidige (en helt ok -bi-virkning af kemo!?)..
Forbandet spyflue forsøger at distrahere mig!..
HALLOOO din hundelortefetishist jeg forsøger faktisk at ha’ ondt af mig selv her!!!

Kemo 6 dag 2.. og jeg tuder..

20130904-184622.jpg

.. fordi det lige er gået op for mig at jeg aldrig mere kommer til at opleve en mands kærtegn på mine naturlige bryster! Og hvornår var det lige at jeg sidst mærkede et par varme hænder på min krop i det hele taget!? Ingen erindring. Kemo ætser min hukommelse op. Vil jeg en dag mon slet ikke kunne huske følelsen?!
Snart ligger mine bryster i et blodbad på et fint sølvfad med resten af mig ved siden af på det sterile operationsbord.. sovende som en anden Tornerose. Men der kommer bare ingen smuk prins og vækker mig med et blidt kys.
Men mon jeg alligevel vil leve lykkeligt til mine dages ende?! Som de jo altid gør det i eventyrene?!..

Reggae kemo og gammel kærlighed.. ak ak..

Men altså.. FUCK hvor starter jeg efter så lang tid!?
Jeg er jo typen som ikke liiige tjekker mit sidste indslag (hedder det opslag!?).. Jeg orker ik’ rent ud sagt!
Det her er jo en slags offentlig dagbog/terapi for mig!
Og i parentes ved jeg godt at mit sprog eller udtryksform hverken er sofistikeret eller blablablablaaaahhh (i mangel på bedre vocabulaire her..)
Og hvis du ikke gider læse “mig”.. så hey.. lade være 😉
Men fy for den lede papand hvor er der dog sket meget siden sidst! Så meget at jeg nok må nøjes med at.. Øøøhh.. Tja min kemohjerne husker så dårligt efterhånden at det her indslag (opslag!?) nok bliver nød til at blive skrevet som opslag (ej seriøst.. er det indslag!?)!
Her kommer det:
-Skrev jeg noget om kemo 5 i det hele taget?! Hmm.. Hvem var med? Hvad skete der?..
Jooo min papa var jo med.. Eller!? Jo..
Hvad er der sket siden udover den daglige trummerum!?!..
Hmm.. Pyha det jo næsten pinligt..
Ej kun lidt..
-Nåh ups lige nu er alt “væk”. Det kommer sikkert tilbage, men dagene ligner jo også hinanden, på en måde.. Og det er jo ikke fordi at jeg ik’ har haft fede oplevelser osv.. Men det forsvinder bare! Sorry 😦
-Lige nu er min mor her! Altså her i Dinamarca..
-Og noget af det jeg husker bedst var den festival jeg var til i fredags!
Havde jeg haft energien til det ville jeg da selvfølgelig ha’ deltaget begge dage, men jeg vidste at jeg i dag skulle i kemo, og dermed kan jeg ikke (til)byde min krop hvad som helst! Men hey.. Jeg gav den GAAAZZZZZ!!! Og det var SÅ fedt!!!.. Og det var velfortjent, og det var Jasons “SCANDINAVIA REGGAE FESTIVAL” den første nogensinge som han har kæmpet så hårdt for.. Og jeg er SÅ stolt!!! Og ikke mindst er vores lille pige stolt af sin daddy! Nøøøje hun var stolt af sin far, og jeg håber han læser dette! Og jeg håber også at han et eller andet sted erkender at jeg er der for ham.. At han altid har kunne stole på mig, altid har fået frihed og rum til at kunne realisere sig selv på den måde han har ønsket det, uden at jeg har sat et klods om benet på ham.. men bare ved at være der, støttet og taget mig af vores barn!
Jeg tror han ved det.. selvom det ikke er så meget kredit jeg får.. Han viser mig det på andre måder! Han besidder ikke de store ord.. Men det ok så.. For jeg ved det jo..
-Jeg mødte gammel kærlighed på den festival..
På ét og samme sted..
Og..
Jeg mødte mere en 1 gammel kærlighed 😛
Jeg har jo ikke haft mange.. Det kan jeg jo ikke ligefrem “prale” af..
Men dem som var vil altid forblive.. i mit hjerte!
Der var den første.. så intens og lidenskabelig. Og så var der den rene og uskyldige.. og forbudte, måske den stæreske af dem alle i virkeligeheden…
Der var den destruktive men livslange, fordi..
Og der var faktisk også den forbigående, vennen, men så fine så længe det varede..