Kemi og for få kvadratmetre!

Der har været nogle gnidninger her i hytten.
Det er svært.
Vi bor i en lille 2 værelses og Bella har ikke sit helt eget space længere. Hun klager aldrig, men man behøver ik’ være et geni for at forstå at hun selvfølgelig savner at ha’ sit rum for sig selv!
Min mor vil så gerne gøre det godt, men hun kommer også til at “kvæle” os med sin overbeskyttende facon. Jeg har temperament og en meget lige ud måde, jeg pakker ikke noget ind og siger hvad jeg føler og mener, og det kan meget nemt skabe problemer da min mor er et oversensitivt menneske, som har meget let for at opfatte det jeg siger som kritik af hendes person.. og hører ikke at det i virkeligheden handler om at jeg desperat forsøger at formidle hvad jeg har behov for men også hvad jeg absolut ikke har behov for!
Jeg er så taknemmelig for alt den hjælp jeg får, og jeg ved det også er svært for mine forældre, at de også har vendt deres liv på hovedet, for vores skyld, fordi de elsker os.. men min lille mor glemmer ofte at jeg er en voksen kvinde, og det er super hårdt når man i forvejen føler man ikke længere sidder ved rettet af sin egen bil (jeg kan faktisk slet ikke køre bil, men altså sådan rent metaforisk ik’..)!
Der er jo anden kemi på godt og ondt mellem min mor og jeg end mellem min far og jeg. De er meget forskellige på den måde at han godt kan li’ at passe sig selv i samme udstrækning som jeg, og vi kan være sammen og hygge os helt uden ord.. og det gør det hele dejlig nemt og lige til, og jeg sætter stor pris på det. Jeg er en enspænder som har brug for at forsvinde ind i min egen lille verden, ofte og ind imellem længe af gangen. Jeg nyder at være social i små doser og har i lange perioder hverken lyst eller behov for at se nogen. Det er der mange som slet ikke kan forstå, men det er nu altså sådan at jeg fongerer, har altid gjort og jeg trives på den måde.
Hmm.. det er virkelig svært.
Men hvad fanden.. Det er vel ik’ så underligt at der opstår de gnidninger!? Der er jo også en grund til at man ikke sætter f. eks. ulve og papegøjer i samme bur i Zoo. Eller løver og pingviner..
Eller pungrotter og søheste!?

!?

Var jeg egentlig nogen siden cancerfri!? Altså jeg blev erklæret rask for 2 år og 1 måned siden ca., men var jeg egentlig det?! Og bliver jeg det nogensinde helt?! Jeg bliver jo selvfølgelig erklæret rask igen efter jeg har været igennem kemo og en tur på slagterbænken.. men kan jeg vide mig sikker? Næh.. det kan jeg vel ik’!
Jeg var aldrig 100% cancerfri. General C. lå på lur i alt den tid, og ventede tålmodigt og snedigt på det helt rette øjeblik til at angribe. Og så kom den dag hvor han pludselig kunne mærke at det var begyndt at gå mig lidt for godt, at mit liv rent faktisk var ved at tage form af noget konkret, og at jeg endelig var begyndt at kunne slippe frygten og bare nyde nuet, og til og med kunne tænke tanker og udtale sætninger som starter med “Hmm.. om 10 år kan jeg godt se mig selv bo et sted hvor solen altid skinner..”.
Om 10 år..
Det kriblede og krablede så meget i ham.. Uha han kunne simpelthen slet ikke dy sig længere! Og så gik General Cancer til angreb. Men denne gang er han stærkere og hurtigere. Men åbenbart ikke smartere, for han nåede jo ikke at sende alle sine små soldater på mission rundt omkring i min krop. Eller?!..

No man’s land..

Jeg hiver endnu 1 år ud af min kalender.
Det ville være helt ok hvis jeg vidste jeg havde et langt liv foran mig, men det ved jeg ik’. Ja og hvem ved så det..!? Men det er jo sådan at de fleste sunde og raske mennesker på min alder gerne forestiller sig at have en 30-50 år at kunne se frem til. Nogle har børn og familie, andre har ikke og søger stadig kærligheden. Nogle har haft det hele men det gik i stykker. Nogle har uddannelse, andre er ikke færdige endnu. Der er dem som har et job, og der er dem som er på dagpenge eller kontanthjælp.. Mange har rejst og set verden, men en hel del har aldrig været uden for deres hood. Uanset hvad, når man er på min alder og man er sund og rask, så fylder man snart rundt og mange mener de kommende 10 år er den bedste tid i en kvindes liv. Jeg tror det nok er de færreste som går rundt og tænker “Pyha det er måske slut lige om lidt..” sådan på daglig basis!?
Nåh men i hvert fald så hiver jeg 12 måneder ud min kalender og det hele føles lidt uvirkeligt.
Det er lidt som når man rejser meget langt med tog, og toget så standser. Man sidder der, kigger ud af vinduet og betragter livet og menneskerne som vrimler forbi.. Der er fuld fart på, alle skal nå deres mål, og det skal jeg sådan set også, det er bare et andet slags mål.
Men i min kupé er der helt stille, tiden er gået i stå. På bordet står en lunken kop kaf’, og jeg når aldrig til bunds fordi den egentlig smager mere af lort end af stegt flæsk.. og selvom jeg ved det på forhånd, for sådan smager togkaffe jo bare, så køber jeg den altid alligevel, fordi det er hyggeligt. Vægge, loft og gulv er totalt lydisolerede, så jeg hører ikke den lille dreng som står og skriger fordi han ik’ kan få sin vilje. Jeg ved at han skriger, fordi hans mund står på vidt gab og han er knaldrød i hovedet af overanstrengelse! Hans mor ser træt og opgivende ud, og jeg er heldig tænker jeg, fordi jeg ikke selv havde sådan en skrigeballon. Jeg får lidt dårlig samvittighed og tænker så “Ej det jo bare et lille barn, han kan jo ikke gøre for det!”.. Men der går ikke mere end nogle få sekunder før min indre stemme hvisker “Fuuuck jeg ville blive idiot!” og “Seriøst, det må da været forældrenes egen skyld hvis deres børn evig og altid er utilfredse og tuder!?”.. Og så får jeg det lidt skidt igen, for det mener jeg jo ikke bogstaveligt! Jo jeg mener det nok lidt alligevel..
En flok unge piger går forbi, og de gestikulerer til højre og venstre og vrikker og strutter bevidst med deres attributter. Deres runde hofter og bryster er helt “nye”, de har ikke haft dem så længe endnu, og udstyret skal jo afprøves overfor det modsatte køn. De peger på den søde fyr som står og ser lidt forvirret ud.. hans hud er så hvid som sne, hans læber så røde som blod og hans hår så sort som ibenholt.. og så fniser de og bliver lidt generte når han vender sig om og bider i det forhekset æble!
Jeg får lyst til at sige til dem “Nyd det. Nu og i morgen, for i overmorgen er det forbi. Jeg glemte nemlig selv at være glad, dengang.. Nyd det for helvede!”
Men de ser mig ikke, og det gør den lille dreng og hans mor heller ik’. Min kupé er en tidsmaskine, og lige nu er den gået i stå, jeg befinder mig i Limboland, og den travle verden udenfor ligner en gammel stumfilm hvor billederne kører lidt for hurtigt forbi..

Minus Dag..

sad

Nåh ja man kan vel heller ikke være i hopla humør hver dag når man er i krig mod selveste General Cancer!
Og så regner det.. Udenfor, indenfor..
Tænker på den sommerferie der gik i vasken. Bella og jeg, en hel måned i Frankrig hos mine forældre. Billetterne var bestilt, betalt, og 2 uger ved havet i lækker ferielejlighed var booket. Jeg savner det sådan, mine rødder, den jord hvor oliventræerne gror, og alt det som vi skulle ha’ oplevet! Og det som gør mest ondt er at min lille Bella havde glædet sig så meget, og nu bliver hun snydt og jeg kan næsten ikke rumme det lige nu! Jeg ved ikke hvordan jeg slukker for tårekanalerne, gid der var en knap man lige ku’ trykke på, for jeg kan næsten ikke se hvad jeg selv skriver..
Og Bella hun brokker sig ikke. Aldrig. Hun smiler og kysser mig hver dag. Og hun ved at jeg kan se hendes sjæl, at jeg ser det gør ondt.. Hun er så modig, så stærk, men så lille og kan gå i stykker!
Jeg tænker også på den uddannelse jeg har kæmpet så hårdt for i så mange år. Endelig lykkedes det, og jeg skulle starte i august, lige efter vores juli måned i Frankrig. Den bliver nu udsat til aug. 2014..
Jeg er træt i dag, og ked af det. Jeg tænker på alle de forhindringer som har været. Der har været mange, virkelig virkelig mange. Altid. Jeg falder og jeg rejser mig igen og igen og igen..
Jeg troede at min tid var kommet nu. Endelig. Ik’ alligevel..!?

MINE bryster..

Mine bryster!
Jeg elsker dem. De er smukke. De sidder perfekt lige overfor hinanden, og har den helt rigtige størrelse til min krop. På det højre bryst findes der 2 ar fra mit tidligere sygdomsforløb. Indeni er der hårdt arvæv pga. 33 omgange stråler, og udenpå er min hud følelsesløs. Min højre arm og skulder har endnu ikke fået deres fulde funktion tilbage og jeg lever med kroniske smerter.
Hver dag er jeg blevet mindet om at jeg har haft brystkræft.
Jeg har brystkræft.
Igen.
Hver dag er jeg blevet mindet om at jeg er brystkræftoverlever.
Nu er jeg brystkræftpatient.
Igen.
Men jeg overlever.
Igen.
Mine bryster.. Mine dejlige bløde bryster, som jeg ammede min lille pige med i to og et halvt år. Den sødeste tid i mit liv! 6 måneder efter jeg var stoppet med amningen var der stadig mælk i mine bryster. Den dag i dag kan jeg få fantom spændinger når jeg ser en kvinde amme sit barn!
Mine bryster.. dem elsker jeg virkelig!
Om et halvt år er de væk..