Kemo er en uforudsigelig størrelse!

Du er en tyv. Kun 5 dage efter vores første møde, og du har allerede frataget mig min værdighed. Jeg ved at du arbejder for mig og min helbredelse, men du stjæler også med arme og med ben! Og jeg kan ikke engang fyre dig. Jeg er afhængig af dig, for jeg vil leve. Men bare rolig, jeg skal nok tage tilbage det som er MIT.
Du gør mig så lille og hjælpeløs. Du minder mig om at det hele hænger i en meget tynd tråd, og det er min rolle at sørge for den ikke knækker. Det føles som om jeg fik sprøjtet alderdom ind i mine blodårer her den anden dag. Jeg har pludselig en 90 årig krop som dårlig nok kan stå oprejst, som smerter konstant og hele tiden, og som skal tage pauser når den går tur, når den går op af en trappe.. På mindre end 1 uge har du fremmedgjort os fuldstændig overfor hinanden.. min krop og jeg. Du har skilt os ad som man gør det med det gule og det hvide i et æg. Og snart ligner jeg dette æg. Snart ligger jeg der i min seng, låst inde i en tynd, glat og skrøbelig skal, uden den mindste mulighed for at flygte..
Jeg ville så gerne kunne give min krop et kram, og vise at det er ok, at jeg forstår, at jeg ikke er rigtig sur. Fordi jeg jo godt ved at den intet kan stille op, min krop. Men jeg kan ik’ i dag. For jeg er så skuffet. Indeni mit eget hoved ligner jeg en lille og meget meget vred dreng. Han står og tramper i jorden fordi han ikke kan få det som han vil ha’ det. Og han er helt rød af raseri. Og til sidst falder han sammen af udmattelse, og så glemmer han lidt hvad det var han blev gal over..
Intet giver mening lige nu. 2+2=37 og er jorden virkelig rund?!..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s