KEMO uno:

IMG_4368[1]Jeg fik min første omgang kemo i går. Og jeg starter med at sige at det slet ikke var så slemt som jeg havde forestillet mig! For det første græd jeg ikke. Jeg var overbevist om at jeg ville bryde sammen når det hele sådan rigtigt gik i gang. Men der kom ingen tårer!
Jeg fik lov til at ligge i en seng under hele forløbet som varede i alt 6-7 timer. Så længe vil det ikke tage fremover. Jeg fik lagt et drop i armen, eller faktisk på venstre hånds overflade, og ved siden af stod et højt stativ med alt min ammunition i flydende form som hang i transparente poser rundt omkring.
Pas du bare på General C., for nu har jeg udsendt mine hemmelige agenter, og de er mange!
Jeg fik først noget som hedder Herceptin også kaldet Trastuzumab, men det gider min mund vist overhoved ikke ha’ noget at gøre med.. det der ord!
Efter det fik jeg Docetaxel Cyclo, det gik ligeså smertefrit, bortset fra at man ligger med frysesokker og vanter, og det er altså bare GRRrrr.. koldt, og efter et stykke tid føles det som om at der er ved at gå koldbrænd i ens fødder rent ud sagt, av av av!!
Den medicin skal jeg ha’ 7 behandlinger mere med. hver tredje uge. Herceptinen skal jeg dog ha’ i et helt år! Jeg får omkring behandlingsdagene en masse mere medicin i tabletform, det er noget jeg selv skal indtage, dermed huske, og derfor er det virkelig godt at jeg har min papa til at hjælpe mig med det ha ha, for det kunne hurtigt gå galt ellers!

I dag var også en stor dag, fordi jeg skulle få svar på om sygdommen havde spredt sig! Jeg havde mindst 3 milliarder sommerfugle i min mavse inden vi blev kaldt ind. Min far og min søster var med. Men så sagde Annette: “Jeg har en meget positiv nyhed, det har ikke spredt sig, og det er den samme kræftform som sidst, du får altså den helt rigtige medicin”.. Mindst 3 milliarder sommerfugle fløj med lysets hastighed, ud af rummet! Min søster græd af bar lettelse, min far sad og var cool som altid ha ha, og mig, jeg hørte mig selv sige: “Ej se, mine hår på armene rejser sig af glæde!?” ha ha ha..
Efter hvad man nærmest må definere som ét stort gruppekram imellem læge, sygeplejerske og den lille familie.. skulle jeg så ha’ et stik i maven med noget som hedder Neulasta. Den skal jeg vist nok lære at give mig selv fremover. Da jeg ikke har særlig meget sul på maven vil det måske være nemmere for mig at stikke i låret.. hmm..

Jeg har endnu ikke fået nogle af de klamme bivirkninger, men trætheden har meldt sin ankomst. Den har en meget uforudsigelig adfærd, så den og jeg må lige lære hinanden af kende, så jeg kan få noget struktur over min nye hverdag 🙂

Jeg er SÅ sulten lige pludselig, så jeg smutter for nu..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s