Kemo er en uforudsigelig størrelse!

Du er en tyv. Kun 5 dage efter vores første møde, og du har allerede frataget mig min værdighed. Jeg ved at du arbejder for mig og min helbredelse, men du stjæler også med arme og med ben! Og jeg kan ikke engang fyre dig. Jeg er afhængig af dig, for jeg vil leve. Men bare rolig, jeg skal nok tage tilbage det som er MIT.
Du gør mig så lille og hjælpeløs. Du minder mig om at det hele hænger i en meget tynd tråd, og det er min rolle at sørge for den ikke knækker. Det føles som om jeg fik sprøjtet alderdom ind i mine blodårer her den anden dag. Jeg har pludselig en 90 årig krop som dårlig nok kan stå oprejst, som smerter konstant og hele tiden, og som skal tage pauser når den går tur, når den går op af en trappe.. På mindre end 1 uge har du fremmedgjort os fuldstændig overfor hinanden.. min krop og jeg. Du har skilt os ad som man gør det med det gule og det hvide i et æg. Og snart ligner jeg dette æg. Snart ligger jeg der i min seng, låst inde i en tynd, glat og skrøbelig skal, uden den mindste mulighed for at flygte..
Jeg ville så gerne kunne give min krop et kram, og vise at det er ok, at jeg forstår, at jeg ikke er rigtig sur. Fordi jeg jo godt ved at den intet kan stille op, min krop. Men jeg kan ik’ i dag. For jeg er så skuffet. Indeni mit eget hoved ligner jeg en lille og meget meget vred dreng. Han står og tramper i jorden fordi han ikke kan få det som han vil ha’ det. Og han er helt rød af raseri. Og til sidst falder han sammen af udmattelse, og så glemmer han lidt hvad det var han blev gal over..
Intet giver mening lige nu. 2+2=37 og er jorden virkelig rund?!..

Skrid!

mig som Frida 2NEJ!
Jeg takler det ikke godt lige nu. Jeg er ikke god til at miste kontrollen. Jeg er kørt af sporet mange gange i mit liv, alt for mange gange, men aldrig på den her måde!
Det er så stygt det her 😦
Det føles som voldtægt. Noget jeg virkelig ikke selv har bedt om, og jeg råber NEJ men det bliver ved og ved, og General C. og Herre Kemo giver mig kun fred i korte perioder, så jeg lige kan nå at komme mig.. inden de fortsætter med deres tortur!
NEj NEJ og atter NEJ.. og HVORFOR?!.. Og lade mig nu være, for lige nu er jeg alt for lille bitte. Lige nu er jeg slet ikke stærk nok! Måske er jeg det igen om et par timer, eller måske allerede om 5 minutter. Men ikke NU. Lige NU stinker, gør ondt, og skal gå væk!

Anden dag efter Kemo UNO

Jeg vågnede ved 5.30 med smerter i mine håndled. Velkendte smerter, da jeg jo i forvejen lider af kronisk seneskedehindebetændelse (Halløj, jeg er det der ord som blev opfundet for at få folk til at snuble over deres egen tunge!). Men det er længe siden jeg har haft en krise. Nåh men jeg måtte sluge 1000 mg Paracetamol og 400 mg Ipren, og så fik jeg det bedre kort tid efter.
Jeg bliver meget lettere forpustet, og jeg er ret glad for at vi ikke bor på femte lige nu, at bestige anden sal er mere end rigeligt ha ha!! Jeg føler mig mere og mere svag og øm i min krop, jeg mærker tydeligt den indre krig.. Usssh de kæmper derinde skal jeg lige love for!
Alle de små daglige pligter, som man ellers tager for givet, som rengøring (hader det) og opvask (hader det) og madlavning (elsker det) og tøjvasken (hader den) etc.. forvandler sig pludselig til små forhindringsbaner over det hele på den lange lange vej, og jeg er derfor dybt taknemmelig for den hjælp jeg får af min far.
Ok, hvis det ikke bliver værre end det her, så har jeg ikke meget at brokke mig over.. MEN, men jeg venter lige nogle dage med at råbe HURRA.. alt for højt 😉
Pyha jeg er ret ør i gokken nu og må tage mig en siesta.

Viva la dolce vita!

Min nye krigerhjelm..

min krigerhjem

Og min personlige sygeplejerske i baggrunden, på vej til cigaretpause 😉
Det var hyggeligt at være ude og prøve parykker i dag. Min far og min søster var også med som dommerpanel.
Jeg prøvede ikke så mange, måske 4-5 stykker. Mit valg faldt på en paryk som ikke går hen og ændrer alt for meget ved mit udseende. Jeg kan godt li’ min mørke manke med det røde skær. Men den er til gengæld 15 cm længere end mit naturlige hår, der skal altså også være nogle fordele ved at være i krig imod selveste General Cancer! Parykkens hår er også tyndere end mit eget, som er ret kraftigt, men det vil nok føles rart på de varme dage..
Når jeg opdager den første tot som ikke længere sidder fast på mit hoved, så har jeg en aftale med min parykmager, som heldigvis har forretning næsten lige om hjørnet, at Bella og mig kommer ned med det samme, og så får de sammen lov til at trylle rylle mig om til et strudseæg, og så tager jeg stolt min nye hjelm på, og så går Bella og mig hjem og fejrer det med en ordentlig ske Nutella hver!

Jeg har det godt her til aften.
Jeg føler mig faktisk lykkelig.. og heldig.

KEMO uno:

IMG_4368[1]Jeg fik min første omgang kemo i går. Og jeg starter med at sige at det slet ikke var så slemt som jeg havde forestillet mig! For det første græd jeg ikke. Jeg var overbevist om at jeg ville bryde sammen når det hele sådan rigtigt gik i gang. Men der kom ingen tårer!
Jeg fik lov til at ligge i en seng under hele forløbet som varede i alt 6-7 timer. Så længe vil det ikke tage fremover. Jeg fik lagt et drop i armen, eller faktisk på venstre hånds overflade, og ved siden af stod et højt stativ med alt min ammunition i flydende form som hang i transparente poser rundt omkring.
Pas du bare på General C., for nu har jeg udsendt mine hemmelige agenter, og de er mange!
Jeg fik først noget som hedder Herceptin også kaldet Trastuzumab, men det gider min mund vist overhoved ikke ha’ noget at gøre med.. det der ord!
Efter det fik jeg Docetaxel Cyclo, det gik ligeså smertefrit, bortset fra at man ligger med frysesokker og vanter, og det er altså bare GRRrrr.. koldt, og efter et stykke tid føles det som om at der er ved at gå koldbrænd i ens fødder rent ud sagt, av av av!!
Den medicin skal jeg ha’ 7 behandlinger mere med. hver tredje uge. Herceptinen skal jeg dog ha’ i et helt år! Jeg får omkring behandlingsdagene en masse mere medicin i tabletform, det er noget jeg selv skal indtage, dermed huske, og derfor er det virkelig godt at jeg har min papa til at hjælpe mig med det ha ha, for det kunne hurtigt gå galt ellers!

I dag var også en stor dag, fordi jeg skulle få svar på om sygdommen havde spredt sig! Jeg havde mindst 3 milliarder sommerfugle i min mavse inden vi blev kaldt ind. Min far og min søster var med. Men så sagde Annette: “Jeg har en meget positiv nyhed, det har ikke spredt sig, og det er den samme kræftform som sidst, du får altså den helt rigtige medicin”.. Mindst 3 milliarder sommerfugle fløj med lysets hastighed, ud af rummet! Min søster græd af bar lettelse, min far sad og var cool som altid ha ha, og mig, jeg hørte mig selv sige: “Ej se, mine hår på armene rejser sig af glæde!?” ha ha ha..
Efter hvad man nærmest må definere som ét stort gruppekram imellem læge, sygeplejerske og den lille familie.. skulle jeg så ha’ et stik i maven med noget som hedder Neulasta. Den skal jeg vist nok lære at give mig selv fremover. Da jeg ikke har særlig meget sul på maven vil det måske være nemmere for mig at stikke i låret.. hmm..

Jeg har endnu ikke fået nogle af de klamme bivirkninger, men trætheden har meldt sin ankomst. Den har en meget uforudsigelig adfærd, så den og jeg må lige lære hinanden af kende, så jeg kan få noget struktur over min nye hverdag 🙂

Jeg er SÅ sulten lige pludselig, så jeg smutter for nu..