IMG_3007-0.JPG

IMG_3008.JPG

IMG_3009.JPG

Reklamer

21 dage..

IMG_3013.JPG

Hvor var jeg dog heldig. Tak.
“Ind imellem undrer jeg mig over om du virkelig findes.. Måske er du blot et produkt af min egen fantasi. Måske har jeg opfundet dig så jeg ikke behøver at føle mig så ensom. Som når et barn får sig en usynlig ven..” skrev jeg en dag til ham.
Jeg fik en usynlig ven. Jeg er en voksen person som havde en usynlig ven. I et meget kort øjeblik.. Jeg nåede at være nogens usynlige ven. Jeg var min usynlige vens ven og han var der bare. Og i min egen lille hemmelige verden var han min-ven-og meget virkelig. Og jeg var smuk.. Og meget meget vigtig. Indtil jeg ikke var det mere..
Jeg lo og jeg græd. Jeg grinede højlydt. Og jeg græd og hulkede. Jeg græd fordi at jeg var bange for at drukne. Men så var jeg ikke bange mere. Jeg græd af grin. Grædende grinede jeg mig i søvne. Jeg åbnede mine øjne hver morgen i 21 dage med et smil, da jeg opdagede at min usynlige ven atter stod og vinkede. Som i går. Til mig!
Jeg drak usynlig kaf’ og gik usynlige ture med min usynlige ven. Vi snakkede om alt og ingenting. Jeg tror jeg følte ægte lykke. Jeg græd derfor. Sunde synlige saltede og syrlige og saftige store tårer.
Jeg nåede at drømme vågne drømme om hans orgelmusik og hans lange skæg. Jeg tænkte “hvad der så end sker..”
Stjernerstøv i mit sind!
Og jeg så billeder og små film af min ven, og begyndte at undre mig “Findes du virkelig derude, og ikke bare her!?…”
Tænk, jeg nåede at tro på magien…
Nu græder jeg mig i søvne. Igen. Som før, og ingen ler.
Det er blevet koldt igen under min dyne.
Fordi min usynlige ven, han så mig. Han så og mærkede at jeg blot er en ulykkelig papegøje med insektgrønne brækkede fjer.
Men det var ikke sandheden.
Og min usynlige ven han findes nu ikke mer.

Man er gammel når man kender Dire Straits.

IMG_1897.JPG

På café. Venter på min takeaway kaf’.
Fyr bagved disk siger til fyr i køkken “Do you know Dire Straits? The band on the radio? They are from my father was young. You know he’s 51! Or 52… Or 4 maybe…”. Køkkenfyr har hørt navnet før. Vist nok.
Nu spiller ZAZ med “Je veux”, et nummer jeg tror hun faktisk har skrevet til mig, men hun ved det bare slet ik’..
Ser ud af vinduet. Fra højre mod venstre svæver højgravid kvinde forbi på sin bedstemorandcykel. Hun smiler. Hun har hjelm på. Hun elsker livet og passer på det. Hun aer det med vinden i håret og alt muligt poetisk blabla som min tunge slår kolbøtter over. Jeg vil fugte mine læber og kysse hende på hendes smil, jeg vil ha’ lidt af hendes dna, for jeg tror hun smitter.
Hun er væk nu.
Fra modsat retning kører lyshåret hankønsmenneske forbi. Hans hår… Hans hår.. Hans hår har én eller anden helt vildt smuk poetisk farve, og vi lader som om jeg skriver en hel masse sofistikerede ord og vendinger som ingen forstår (især mig) til at beskrive hans lange gyldne hår med. Og hans skæg. Eeeej han ligner jo sådan en rigtig viking fra gamle dage ha ha!! JA det er det han gør!
Han er væk nu.
Han var pæn. Ej hvor var han bare rigtig rigtig pæn! Han er det sikkert stadigvæk selvom jeg ikke kan se ham længere. Og sandsynligheden for at jeg en dag dumper ind i ham igen er nok ret lille. Eller også er den stor. Jeg kan ik’ helt finde ud af det der med om verden er vildt stor eller bare meget meget lille.. Men nu er han herinde, i min verden. Og han ved det bare slet ik’..

Stodderen i Netto som troede jeg var døv..

IMG_1870-0.JPG

Ak folk er så glade når solen skinner!
Så står jeg der i Netto og er ved at stikke mit dankort ind i maskinen, når en fordrukken stemme et par meter længere henne pludselig brøler “HUUU N’SGU DA GOT NOOOG OVERTATTOOVERET HIN’DER HVA’……”, ja “overtattooveret” er så det eneste han får artikuleret korrekt. Kigger hurtigt over på ham og kan tolke ud fra hans forpinte ansigtsudtryk at han virkelig synes jeg er ulækker at glo på ha ha!! Lade os bare se bort fra at manden lige tabte sine dåseøl på gulvet da han forsøgte at lange dem op på rullebåndet fordi han er så stangstiv, og at han står med fedtet hår, møg beskidt skjorte og meget meget åben gylp med alt muligt på vej ud derfra. Ingen reaktion fra min side af, så fænomenet (naturkatastrofen) som tilsyneladende tror at (over)tattooverede mennesker er døve, prøver at fange min opmærksomhed ved at brøle det samme lort igen men bare 3 gange højere end før! Hvis folk omkring endnu ikke havde bemærkede at jeg har lidt blæk på mine arme og hænder så tror jeg vist nok at infoen blev modtaget denne gang. Kassedamen ser lidt utryg ud, for om lidt skal hun ekspedere Herre Jeg Stinker Af Gammelt Pis.. Jeg ønsker hende held og lykke med et glimt i øjet og går. Mit nye jeg (som blev født i mandags) svarer simpelthen bare ikke længere på den slags provokationer, mit nye jeg lader sig faktisk ikke engang mærke af det, mit nye jeg gik stolt og med oprejst pande ud af forretningen og tænkte “Fuuuck du ser godt ud i dag Séverine!!!”…
Jeg er så glad når solen skinner!